ALFABETISK INDEKS  |  SITEMAP  |  PRINT VERSION  |  KONTAKT PGA
PGA - Professional Golfers Association Denmark

Du er her: Forside PGA of Denmark PGA nyt


Backtee Championship, Portugal


Dato: 8. marts 2007


Svensk sejr i Backtee Championship efter dramatisk afslutning
Peter Ankersø gav Robert Eriksson kamp til stregen, da han i dag leverede en runde i 70 slag og dermed udfordrede svenskeren til en dyst mand mod mand.

 

Robert Eriksson førte Backtee Championship med to slag før dagens finalerunde, men lagde lidt nervøst ud og var tre over par efter ni hullers spil. En birdie på det vanskelige hul 10 bragte ham dog tilbage på rette kurs, og med et brillant wedgeslag på hul 14 samt et godt tremeter-putt for birdie på 18. var Eriksson igen fire under par i den samlede stilling.

På det 461 meter lange hul 18 havde Peter Ankersø (billedet) kort forinden slået sit andetslag over green og ind i roden af et træ. Bolden kunne kun chippes et par meter frem, men det lykkedes Ankersø at redde sin par ved at slå det efterfølgende chip ind til to meter fra flaget og derefter hole puttet. Han kom dermed to slag under par for dagen og fire under totalt. Men så var det, at Eriksson, der gik i bolden efter Ankersø, holede birdieputtet på sidste hul og sikrede sig omspil mod Ankersø.

På omspilshullet (hul 18) slog begge spillere perfekte drives. Ankersøs drive var dog næsten 20 meter længere end Erikssons. Eriksson slog derefter sit andet slag lidt højre om green til en vanskelig position på et plateau. Ankersø slog et 5-jern over green fra 190 meters afstand og landede omtrent samme sted, som problemerne opstod i den ordinære runde. Denne gang chippede han ind til tre meter fra flaget, men Eriksson gjorde det bedre og placerede sig halvanden meter fra flaget. Derefter sneg Ankersøs putt sig nedenom hullet, mens Erikssons gik i og afgjorde kampen.

Næstbedste dansker og bedste amatør blev Peter Baunsøe, der længe var med i kampen om sejren, men sluttede på en delt femteplads. Thomas Nørret fastholdt sin syvendeplads, og Nicolai Bech og Brian Akstup sluttede på en delt fjortendeplads. Bech gik dagens runde i to under par.


Vejret var strålende hele dagen, 20-25 grader varmt og sol. Hele 17 spillere kom under par. Bedst var Fredrik Hammarberg i 67 slag (fem under par). Oskar Henningson lavede hole in one på 15. hul.

 

Næste turnering på Scanplan Tour spilles i Royal Oak den 18.-20. april.

 
Svensk føring i Portugal - 2. dagen

 

Svenske Robert Eriksson fører Backtee Championship med to slag efter en runde i 70 (-2). Portugiserne er rykket frem i forreste linie, mens danskerne sparer på krudtet til det afgørende slag i morgen.


Robert Eriksson (billedet) bragte sig i dag yderligere to slag under par og er nu sammenlagt fire slag under banens par. Dermed har han fortrængt Peter Ankersø og Nicolai Bech, der delte føringen efter første spillerunde. Bech måtte i dag tage en smertefuld 79’er på sig og rykke ned på en delt tyvendeplads, mens Ankersø faldt tilbage på en delt fjerdeplads efter en ellers velspillet runde. En ærgerlig dobbelbogey på det næstsidste hul kostede ham to afgørende slag.

 

Danske Thomas Nørret og sidste uges vinder, Janne Mommo, har slået følgeskab og avancerede i dag fra en tyvendeplads til syvendepladsen. De gik første runde i 75 slag (+3), og var i dag enige om, at de første ni huller kunne klares med 33 slag, mens de sidste ni krævede 37. I alt blev det til 70 slag (-2) og et gevaldigt hop op ad leaderboard’et.

 

På syvendepladsen finder vi også Brian Akstrup, der i dag var rundt i 74 slag (+2), og Peter Baunsøe, der gik dagens næstlaveste runde i 69 slag (-3). Laveste runde stod svenske David Gustafsson for. Han gik en 68’er med en eagle på hul 18.


De portugisiske spillere har for alvor spillet sig i position før morgendagens finalerunde. Det er Cruz og brødrene Santos, der alle har erfaring fra turneringer både på Europa og Challenge Touren. Bedst er Ricardo Santos og Tiago Cruz, der deler andenpladsen med Peter Ankersø, mens Hugo Santos ligger nummer fem.


Finalerunden spilles i morgen, fredag. Spillerne slår ud fra kl. 9.30 dansk tid.

 

Danskerne dominerer - 1. dagen

De rød/hvide farver dominerer atter den øverste del af resultattavlen efter første runde af Backtee Championship. Peter Ankersø og Nicolai Bech indtager førstepladsen i -3, og de har Brian Akstrup, Lars Johansen og Peter Meldgaard lige i hælene.

 

Dagens runde blev spillet i sol og kraftig blæst. Hastigheden på greens blev tidligt i morges målt til 9,5 på stimpmeteren, og de blev kun hurtigere op ad dagen på grund af solen og vinden. Men trods strid blæst og svære flagplaceringer kom Peter Ankersø og Nicolai Bech (billedet) rundt i 69 slag. De spillede lige op, hver med fem birdies og to bogeys på scorekortet.

 

Svenske Robert Eriksson ligger på tredjepladsen i 70 slag (-2), og efter ham følger Brian Akstrup og Lars Johansen i 71 slag. Sidstnævnte måtte på skadestuen med en forstuvet finger efter runden.

 

Thomas Nørret og sidste uges vinder, Janne Mommo, ligger ind til videre på en delt tyvendeplads. De kom ind i 75 slag (+3) og er seks slag efter de førende. At de kommer til at blande sig i toppen forekommer tvivlsomt, men omvendt har de stadig 36 huller foran sig, og spillere af deres format skal man være forsigtig med helt at afskrive.

I morgen spilles anden runde af Backtee Championship på Riba Golfe II uden for Lissabon. Spillerne slår ud fra kl. 9.30 dansk tid.

 

Læs mere på www.scanplantour.dk

 


Til toppenTil toppen

ALLE NYHEDER »