ALFABETISK INDEKS  |  SITEMAP  |  PRINT VERSION  |  KONTAKT PGA
PGA - Professional Golfers Association Denmark

Du er her: Forside PGA of Denmark PGA nyt


DGU - Golflegater til tre vinder


Dato: 17. august 2009


Tre af dansk golfs største talenter blev lørdag hædret med årets legater fra Golf Klub Danmark. De 50.000 kroner gik til Lucas Bjerregaard, Daisy Nielsen (begge Frederikshavn Golf Klub) og Charlotte Kring Lorentzen (Smørum Golfklub)
- Dansk Golf Unions nyeste eliteprojekt Creating Winners har allerede demonstreret, at satser man på vindere, så får man vindere. Derfor har Golf Klub Danmark besluttet, at årets legater til unge danske golfspillere skal spille sammen med dette eliteprojekt og gives til spillere, som allerede har bevist, at de hører hjemme blandt vinderne.


Sådan begrundede Ib Dam Schultz, medlem af Golf Klub Danmark komiteen, årets legatportioner til særligt talentfulde danske golfspillere. Pengene stammer fra de 75 sponsor-virksomheder, som udgør Golf Klub Danmark, hvis formål er at støtte Dansk Golf Unions elitearbejde.

- Dansk golf har det seneste par år klaret sig virkelig godt på den internationale scene - ikke alene i de spektakulære, professionelle turneringer rundt om i verden men også i en række turneringer for unge talenter - kulminerende med, at Danmark igen i år vandt EM for drenge, sagde Ib Dam Schultz.

Som modtager af det ene legat på kr. 25.000 er udvalgt den 18-årige Lucas Justra Bjerregaard fra Frederikshavn Golf Klub. Lucas har tidligere gjort sig stærkt bemærket i dansk ungdomsgolf. I år har han bl.a. to gange placeret sig på to fornemme 7. pladser i meget stærkt besatte amerikanske juniorturneringer. Lucas tog efter den sidste direkte fra USA til Holland, hvor han med 5 under par blev en suveræn vinder af slagspilskvalifikationen til EM, og hvor han sammen med sine holdkammerater for anden gang på tre år kunne kalde sig Europamester.

To piger delte det andet legat og fik hver kr. 12.500. Det var den 15-årige Daisy Nielsen, også fra Frederikshavn Golf Klub, og den 19-årige Lorentzen fra Smørum Golfklub De to piger har stort set ryddet bordet i alt, hvad de har deltaget i. Charlotte fører i øjeblikket den danske Titleist Rangliste med sejre i Skandia Lady Junior i Sverige, Team Rudersdal Open og Danish International Ladies Championship. Daisy har ligget lige i hælene på Charlotte i flere af de nævnte turneringer, og ved DM i hulspil var det hendes tur til at henvise Charlotte til andenpladsen.

- Det er den type golfspillere, dansk golf i disse år har brug for, dels som rollemodeller for andre unge golfspillere, dels som eksempler på, at også spillere fra mindre golfnationer med den rigtige træning og støtte kan blive stabile vindere, sluttede Ib Dam Schultz.

 

 


Kontakt: Presseansvarlig Henrik Søe, T: 4326 2737 - M: 4011 5712
Dansk Golf Union - Brøndby Stadion 20 - 2605 Brøndby hse@dgu.org

 

 

 

 

 


Til toppenTil toppen

ALLE NYHEDER »