Efteruddannelse i PGA 2012


Dato: 27. marts 2012

Kære klub og PGA pro,

 

Efteruddannelse er et uhyre vigtigt område for PGA of Denmark, og vi kan med en vis stolthed prale af, at danske PGA proer er blandt de mest vidende i hele Europa.

 

Det skyldes blandt andet, at PGA of Denmark hvert år gennemfører en række pointgivende efteruddannelsesseminarer og kurser, hvor de danske klubtrænere og deres assistenter får mulighed for at suge ny viden til sig.

 

I uge 10 i år var 75 trænere samlet i Himmerland Golf & CC til det årlige Titleist Uge 10 seminar. Det er PGA’s største arrangement, og programmet i år var særdeles omfattende i det, det både drejede sig om klubproens rolle og funktion i og i forhold til golfklubben, om fysisk træning og puttningens vanskelige kunst.

 

Desuden havde vi besøg af to koryfæer indenfor den internationale golfverden, nemlig den anerkendte svenske mentalcoach, Kjell Enhager og Titleists legendariske wedge-mager Bob Vokey.

Kjell Enhagers foredrag handlede om ’The difference, that makes the difference’, og drejede sig meget om, hvordan man som træner kan få det bedste ud af sine elever – uanset om det er en ung elitespiller med sportslige ambitioner eller et almindeligt medlem, som gerne vil være en mere stabil golfspiller.

 

Vi er temmelig sikre på, at der i de golfklubber, hvis trænere overværede Kjell Enhagers indlæg, vil blive undervist på en ny, individuel og meget inspirerende måde i den kommende sæson.

Bob Vokey er manden, der skaber Titleists wedges, og han fortalte meget passioneret om sit samarbejde med spillerne på den amerikanske tour, og lærte PGA proerne meget nyt omkring tilpasning af wedges og ikke mindst valg af den rette wedge til den enkelte spiller.

 

I Danmark har vi et verdensberømt firma, der hedder Trackman. De laver de mest avancerede launch monitors i verden, og mange har sikkert hørt om, og måske også oplevet Trackman i brug til clubfitting eller træning. Det er imidlertid de færreste golftrænere, som fuldt og helt kender til at bruge alle de faciliteter og muligheder, der ligger i Trackman teknologien. Men det er de nu meget klogere på, efter at Ronnie Lindeskov, holdt et interessant kursus om fordelene ved avanceret brug af Trackman i træningen.

 

De steder, hvor klubproen har investeret i en Trackman, vil man meget sandsynligt komme til at opleve store forbedringer i træningen og resultaterne.I år arrangerer PGA of Denmark yderligere to efteruddannelseskurser for PGA trænere, assistenter og elever. Allerede 21.-22. maj kommer Lance Gill og Claude Harmon til Idrættens Hus i Brøndby til et todages kursus i fysisk træning af golfspillere ud fra Titleist Performance Institutes meget anerkendte metoder. Claude Harmon er en af USA’s mest anerkendte unge golftrænere, og lyder navnet bekendt, så er han ganske rigtigt søn af Claude ’Butch’ Harmon, der en længere årrække var træner for Tiger Woods.

 

I dagene 5.-6. september gælder det et meget interessant teknisk kursus, når Jim Hardy og Chris O’Connell kommer til Skjoldenæsholm for at undervise i The Plane Truth Golf.

 

Alle kurser giver point til PGA’s CPD system (Continuing Professional Development), der rangerer alle medlemmer af PGA of Denmark på forskellige uddannelsesniveauer. Meget enkelt kan man sige, at jo mere aktiv proen er og flere kurser der tages, desto flere point opnår han/hun og jo højere niveau opnås. Hvor god er jeres træner, og hvor god skal jeres træner være? PGA of Denmark vil gerne opfordre golfklubberne til at bakke op omkring trænerens videreuddannelse.

 

Med venlig hilsen,

PGA of Denmark

 

På bestyrelsens vegne

Joan Ejlertsen

Til toppenTil toppen

ALLE NYHEDER »