Golf-legater til medaljevindere
Et kuld unge talenter på op til 18 år har bragt Danmark i front ved Eurpamesterskaberne. Først vandt Danmarks hold bronze ved Europamesterskabet for piger i Oslo, hvor-efter det danske hold ved Europamesterskabet for drenge på hjemmebane i Rold Skov gik helt til tops og vandt guld
De danske piger forsvarede dermed de bronzemedaljer de vandt sidste år, mens de danske drenge overgik det danske hold, der helt tilbage i 1987 – med en ganske ung Thomas Bjørn på holdet – vandt sølv.
Disse præstationer betød, at de to talentfulde golf-landshold lørdag fik overrakt årets legater på i alt kr. 50.000,- fra Golf Klub Danmark, en sammenslutning af mindre sponsorer, som støtter udviklingen af dansk elitegolf. Det er første gang, disse legater er uddelt som belønning for hold-præstationer.
- Det hænger sammen med, at golf helt basalt er et individuelt spil, hvor det kræver noget helt specielt at få et antal spillere til at fungere som et hold, sagde bestyrelsesmedlem i Golf Klub Danmark, Lars Dahl-Nielsen, på den årlige medlemsmatch med deltagelse af en række danske landsholdsspillere.
- Men at det ved hårdt arbejde, de rigtige ledere, de rigtige trænere og de rigtige spillere fak-tisk kan lade sig gøre, er det europæiske Ryder Cup hold det mest fremtrædende eksempel på. Det er lykkedes Europa at vinde en række strålende sejre over amerikanske hold, som på for-hånd var udråbt som storfavoritter på basis af de enkelte spilleres højere placeringer på verdensranglisten. Men de europæiske holds større evner til at arbejde for helheden i stedet for blot de enkelte matcher har gang på gang overrasket amerikanerne, sagde Lars Dahl-Nielsen.
- Det er den samme indstilling, der har præget både det danske pigehold og det danske drengehold ved årets Europamesterskaber. Seriøst forberedelsesarbejde af både ledere, trænere og spillere samt et strålende sammenhold under selve mesterskaberne gav nogle resultater, som dansk golf uden tvivl kan have stor gavn af i fremtiden, sagde Lars Dahl-Nielsen.
Det danske pigehold bestod af Charlotte Kring Lorentzen, (Smørum), Sara Monberg, (Juelsminde), Mai Schiødt, (Odder) og den kun 13-årige Daisy Nielsen, (Frederikshavn). Pigerne vandt flot slagspilkvalifikationen og måtte i hulspilsmatcherne kun neje sig for de senere mestre fra Sverige.
Det danske drengehold bestod af Nicklaez Rasmussen, (Furesø), Daniel Løkke, (Holstebro), Patrick Winther, (Søllerød), Lucas Bjerregaard, (Frederikshavn), Nicolai Aagaard, (Værløse) og Kasper Sørensen, (Brundtland). Drengene blev i slagspilkvalifikationen nr. 6, men slog i hulspillet suverænt både Sverige og Italien, før England efter en meget spændende match blev besejret i finalen.
Hver af de ti spillere modtager kr. 5.000,- af legaterne fra Golf Klub Danmark.
- De to holds præstationer er meget opmuntrende for dansk golf, og jeg er sikker på, at vi i fremtiden kommer til at høre meget mere fra disse unge talenter, sagde Lars Dahl-Nielsen.
Kontaktinformation: Thomas Vennekilde tve@dgu.org
|