JEG HADER GOLF - VI SES TIL GOLFENS DAG D. 27 APRIL


Dato: 22. april 2014

22. APRIL 2014
 

Golf er kedeligt. Golf er for gamle mennesker. Alle har en holdning til golf. Sådan er det bare. Det er man en gang imellem nødt til at forholde sig til. Derfor er DGU's kampagne til Golfens Dag - en tilbagevendende åbent hus-dag - også forankret i, hvad mange mener om en af Danmarks største sportsgrene.

Jeg hader golf. Jeg hader golf. Jeg ramte den lige i r….. Jeg elsker golf.

Sammen med reklamebureauet Nørgaard Mikkelsen kaster Dansk Golf Union sig ud i en anderledes kampagne, som aktivt gør brug af de fordomme om golf, som findes i samfundet.

- Mange tror, at golf er en dyr sport for ældre mænd i ternet tøj og med årelange ventelister. Disse fordomme afholder desværre mange danskere fra at prøve golf og derved danne sig sit eget billede af golfsporten. Der er igennem de sidste 10-15 år sket meget inden for golfsporten - både hvad angår prisen på et medlemskab og ventelisterne, ligesom sporten i større grad er blevet for alle. I Dansk Golf Union har vi arbejdet på at gøre golfsporten lettere tilgængelig og få den ned i øjenhøjde. Vi håber, at Golfens Dag-kampagnen endnu engang kan være med til at lokke nye golfinteresserede ud i en af de 152 golfklubber, som holder åbent hus den 27. april, fortæller Jonas Meyer, udviklingschef i Dansk Golf Union.

152 klubber er tilmeldt

Det er ottende gang, at Dansk Golf Union og de danske golfklubber afholder Golfens Dag, og da 152 klubber har tilmeldt sig, så er der tale om det højeste antal klubber nogensinde. Temaerne har gennem de sidste otte år været meget forskellige. 2009 omhandlede fem års ekstra levetid, og i 2011 bød klubber på en burger under temaet Golf og Burger. Hos reklamebureauet Nørgaard Mikkelsen, som i år har udviklet årets tema, har man bevidst arbejdet med, at golf er en sport, der skal prøves, og som både indeholder glæder og skuffelser.

- Ens opfattelse af en sport kan ændre sig 180 grader på et splitsekund. Faktisk skal der ikke andet til, end at man selv udfører det perfekte slag, skud eller spark. Sådan er det i alle sportsgrene - også i golf. Golf er en sport, der skal prøves, for at man helt forstår, hvorfor golf er blandt danskernes foretrukne idrætsgren. Den følelse, man får, når man rammer bolden perfekt, er alle lufthullerne og fejlskuddene værd. Og det får vi sagt på en enkel, humoristisk og måske lidt provokerende måde, siger Birgit Ussing, seniorprojektleder fra Nørgård Mikkelsen.

Golfens Dag arrangeres af Dansk Golf Union i samarbejde med landets golfklubber. Golf er i dag den største sportsgren for folk over 25 år og dyrkes af over 140.000 danskere i alle aldre.

 

Læs mere om Golfens Dag på www.golfensdag.dk, og se alle klubber der afholder Golfens Dag.

 

For yderligere informationer:

Jonas Meyer Jensen, udviklings- og turneringschef, jmj@dgu.org, +45 21 43 25 87
Mikkel Nielsen, presseansvarlig i DGU, mhe@dgu.org, +45 22 55 89 73 eller 43 26 26 88

Til toppenTil toppen

ALLE NYHEDER »