Juniortræningsmiljø information
Dato: 14. april 2010
Træn og leg med DGU & PGA.
”Et træningskit udviklet i samarbejde mellem DGU og PGA”
”En god klubtræner skal lave sjov træning. Men først og fremmest skal han/hun selv være et åbent menneske. Du kan lave mange gode træninger, men hvis ikke der er et rart miljø, er det ligegyldigt. Det vigtigste for spillerne er, at de kan mærke, at du kan lide dem og vil hjælpe og støtte dem.”
Citat: Ulrik Wilbek – Dansk herrelandstræner i håndbold.
I PGA og DGU har vi igennem de sidste par måneder arbejdet på et træningskit, som kan være til hjælp for dig i en travl hverdag. PGA og DGU udsendte for nogle måneder siden en mail til alle PGA’s medlemmer, for at bede jer om at give input til udvikling af de bedste øvelser til juniorerne. Disse input har vi nu samlet og skrevet nogle flere til.
Formålet er at videregive inspiration og ideer til den daglige træning i de danske golfklubber. Glæde, inspiration og motivation er motoren og magien for danske golfspillere uanset alder, køn og niveau.
Hvem henvender kittet sig til?
Kittet henvender sig til PGA træneren, dine hjælpere og juniorledere.
I en travl hverdag kan det tit være uoverskueligt, at tænke kreativt og finde på nye og udfordrende træningsøvelser og lege. Det er netop her trænings- og legekittet kan gøre en forskel. Opgaven til at skabe rammerne til en motiverende og inspirerende golftræning ligger hos klubbens pro, juniorudvalget, hjælperne og hos golfspillerne selv.
Til at bistå dette store stykke arbejde med at skabe et optimalt træningsmiljø, håber vi, at DGU og PGA’s trænings- og legekit, kan bidrage til at skabe et endnu bedre miljø, og at glæden ved sporten udvikles og fastholdes.
Kittet indeholder en øvelsesmappe med laminerede beskrivelser og formål af den enkelte øvelse, organiseringen af disse øvelser, samt rekvisitter til brug for gennemførelse af træningen. Det skal ses som en inspiration og et udgangspunkt til at videreudvikle øvelser og kompetencer hos golfspillerne i din klub, og på den måde være med til at sætte rammen for den daglige træning.
Det er kun fantasien, der sætter grænser!
I slutningen af april og i starten af maj, vil PGA’s bestyrelse sammen med DGU køre rundt i landet og præsentere det nye kit. Der vil blive udsendt en invitation, hvor også juniorudvalgene fra klubberne bliver inviteret.
På DGU og PGA’s hjemmeside vil der i starten af maj være anbefalinger til juniortræningen til hjælp for klubbens juniorudvalg og træningsmiljøet i Danmark.
ALLE NYHEDER »
|