Lille fremgang til golf
Dato: 30. oktober 2009
Trods et år med finanskrise og konkurser formår golfsporten i Danmark at holde fast i medlemmerne. Nye tal fra Dansk Golf Union viser en tilgang på 250 medlemmer
Golfsporten har stadig tag i den danske befolkning. Friske medlemstal fra Dansk Golf Union viser, at der findes 152.622 aktive golfspillere i landet - en fremgang på 250 medlemmer.
- Vi har fulgt udviklingen nøje hele året, fordi vi på grund af finanskrisen frygtede en mindre medlemsflugt. På den baggrund er vi meget tilfredse med, at vi igen har kunnet konstatere en fremgang, siger DGU's direktør Morten Backhausen.
Antallet af golfklubber steg i det forgangne år kun med en enkelt, så der nu er 180 klubber under Dansk Golf Union. Til sammenligning fik golfspillerne i løbet af 2007-2008 hele otte nye baner at boltre sig på.
Det store billede viser fortsat medlemstilgang, men Dansk Golf Union må igen se i øjnene, at det kniber med at lokke de unge til sporten. I det forgangne år er der blevet 400 færre juniorer i de danske golfklubber.
- Vi er naturligvis kede af, at vi mister medlemmer på juniorsiden, og det vil også fortsat være et fokusområde for DGU og klubberne, siger Morten Backhausen. Dansk Golf Union fastholder positionen som det næststørste specialforbund under Danmarks Idræts-Forbund - kun overgået af fodbold.
Tallene stammer fra Dansk Golf Unions egen medlemsopgørelse pr. 30.9. 2009.
Fakta: - Golf har ikke oplevet tilbagegang siden 1948. - Siden 1992 er der kommet 101 nye golfklubber til. - Tæller man klubbernes passive medlemmer med er antallet af danske golfspillere 173.927.
Se medlemsudviklingen i Dansk Golf Union siden 1936
Kontaktinformation: Direktør Morten Backhausen +45 2045 9323
ALLE NYHEDER »
|