LUCAS BJERREGAARD EUROPAMESTER I GOLF
Dato: 8. august 2010
7. august 2010
PRESSEMEDDELELSE
LUCAS BJERREGAARD EUROPAMESTER I GOLF
For kun anden gang i historien er det lykkedes en dansker at vinde europamesterskaberne i
golf. Det skete da 19-årige Lucas Bjerregaard fra Frederikshavn Golf Klub tidligere i dag
satte konkurrenterne til vægs på Linna Golf i Vanajanlinna i Finland.
Allerede fra turneringens første dag var de danske deltagere ved EM med helt fremme, og
ingen var i tvivl om, at de kom efter medaljer.
- Jeg kan ikke huske, at tre danskere nogensinde har ført samme turnering på tre forskellige
tidspunkter. Joakim Hansen førte efter 26 huller, Morten Ørum Madsen tog pladsen som
1’er efter 36 huller, og efter en forrygende afslutning står Lucas nu med guldet, siger
Landstræner Anders Dahl Christiansen og fortsætter:
- Det var en sand gyser og til tider alt for spændende, men Lucas gjorde det. Han har været
tæt på i andre turneringer og tidligere på sæsonen, endnu før han fyldte 19 år, vandt han
den individuelle titel som verdensmester ved hold VM for juniorer. Det er helt vildt og i det
hele taget en kæmpe sejr for danskerne, som har siddet på denne turnering, slutter en
jublende Landstræner Anders Dahl Christiansen.
Direktør i Dansk Golf Union Morten Backhausen, der indtil i dag var eneste dansker, med en
europamesterskabstitel (1993) er også dybt imponeret over den flotte sejr:
- Det må siges at være kronen på værket i denne sommer. Først hiver juniordrengene en
bronzemedalje hjem ved EM for hold i Belgien, så vinder Line Vedel Hansen en sølvmedalje
ved EM for damer i Tjekkiet, og nu en guldmedalje til Lucas Bjerregaard. Dansk golf står
historisk stærkt på ungdomssiden.
Læs en detaljeret gennemgang af dagens runde og ikke mindst den spændende afslutning
på:
http://www.golf.dk/content/f%C3%B8lg-lucas-live
Dansk Golf Union ønsker Lucas Bjerregaard og resten af de danske deltagere tillykke med
en imponerende flot indsats.
ALLE NYHEDER »
|