Made in Denmark forventer overskud på en kvart million kroner


Dato: 7. september 2014

Flere end 82.000 tilskuere var med til at gøre Made in Denmark 2014 til noget helt specielt.

 

Den første udgave af Made in Denmark blev en stor succes med flere end 82.000 tilskuere i løbet af turneringen. De foreløbige beregninger viser, at Made in Denmark også havde økonomisk succes. Det forventes at Fonden Made in Denmarks samlede aktiviteter i 2014 kommer til at vise et overskud på cirka 250.000 kroner.

 

 – Vi har vist, at vores koncept med navnet Made in Denmark og flere hovedsponsorer frem for en titelsponsor er det rigtige, og sammen med de over 80.000 tusinde fantastiske tilskuere har det skabt det flotte resultat allerede her i år et, siger Promotor Flemming Astrup.

 

 Overskuddet skal, sammen med tilgangen af nye sponsorer, være med til at hæve præmiesummen, så Made in Denmark bliver endnu mere attraktiv for spillerne.

 – Det er svært at sætte tal på lige nu, men der skal nok 300.000 Euro oveni præmiesummen før det bliver interessant, siger Flemming Astrup.

 Det vil betyde en samlet præmiesum på 1,8 millioner Euro eller knap 13,5 millioner kroner med mere end 2 millioner kroner til vinderen.

 

 Made in Denmark spilles i uge 34 i 2015.                     

I 2015 rykker Made in Denmark en uge i forhold til i år. Datoen bliver den 20. til 23. august med ProAm onsdag den 19. august.

 – Vi tror og håber på, at vi igen i 2015 kan præsentere alle de danske European Tour spillere, og så har vi en tro på, at den ramme tilskuerne skabte i år, sammen med en højere præmiesum, vil få flere udenlandske stjerner til at spille med i Made in Denmark, siger Flemming Astrup, der allerede er i dialog med flere spillere.

 

Billetsalget åbnede torsdag

Billetsalget til Made in Denmark 2015 åbnede torsdag, og frem til den 7. oktober kan man sikre sig en billet næste års Made in Denmark til den særlige “Early bird” pris. ”Early bird” betyder, at man kan købe en partoutbillet til blot 400 kroner. Normalprisen er 700 kroner. 

Fra den 7. oktober og frem til 1. januar 2015 koster billetten 500 kroner.

 

Børn født i år 2000 eller senere kan komme ind med en børnebillet. Den skal ligesom de almindelige billetter købes hos Billetnet, og koster 20 kroner. Pengene fra børnebilletterne donerer Made in Denmark til et velgørende formål. 

 

For at gøre brug af en børnebillet skal gyldig ID (Sygesikringskort, pas eller anden ID) medbringes ved indgangen.

 
Til toppenTil toppen

ALLE NYHEDER »