Ny pressechef for Made in Denmark


Dato: 6. marts 2014

Det er med glæde og stolthed, at vi kan fortælle, at Made In Denmark har ansat Anders Sigdal som ansvarlig for presse og kommunikation.

 

Anders har været reporter og studievært på DR Sporten fra 2002-2007, og i 2007 skiftede han til TV 2 Sport, hvor han har været studievært og kommentator. Han har været fast vært på TV 2 Sports Superliga-udsendelser – og vigtigst af alt: Han er dedikeret golf-entusiast og har i mange år bl.a. kommenteret US MASTERS.

 

Som I ved, så har vi indtil nu brugt kommunikationsbureauet Mannov til at hjælpe os i gang på det strategiske plan med at få sat retning på Made in Denmarks brand, kommunikation og hvordan vi ønsker, at turneringen skal ende med at blive opfattet af blandt andet tilskuere, spillere, medier - og naturligvis sponsorer.

 

Med den gode platform, som Mannov har været med til at skabe, er det nu tid til fase 2 i kommunikationsarbejdet, nemlig at trække det daglige arbejde helt tæt på turneringen med ansættelsen af Anders Sigdal. Her skal han stå for det daglige kommunikations- og pressearbejde, ligesom han gerne vil tage en dialog med jer sponsorer om, hvilke ønsker I har, og hvad Anders kan bidrage med i den forbindelse.

Vi ved, at et par af jer har brugt – eller bruger – Mannov, da I har mødt dem gennem Made In Denmark. Dette skal I naturligvis bare blive ved med, hvis I ønsker det – vi har været glade for det strategiske arbejde, som Mannov har lavet for os, og vi glæder os nu til at fortsætte ud af den kurs med at operationalisere de overordnede linjer med Anders ved rorpinden!

 

Anders Sigdal arbejder i dag som freelancer, og helt konkret har vi lavet en aftale med ham om at han bruger 70 pct. af sin tid hos os og derudover løser opgaver for et par andre kunder. Af samme årsag – at han er freelance – gør, at han har mulighed for at begynde med det samme hos os.

 

Hvis I ikke hører fra Anders før, så møder I ham i hvert fald til næste sponsorarrangement, som vi planlægger at afholde til maj!

 

 

Til toppenTil toppen

ALLE NYHEDER »