Nye medlemmer af PGA of Denmarks bestyrelse


Dato: 7. marts 2012

På generalforsamlingen i Himmerland Golf & Country Club den 5. marts blev to nye medlemmer valgt til bestyrelsen.

 

Morten Hedegaard og Jesper Kjeldsen afløser Thomas Poulsen og Thomas Kiel Larsson, der var på valg.

 

Begge de nye bestyrelsesmedlemmer er 31 år gamle, men deres indgang til golfbranchen og trænerfaget er vidt forskellig.

 

Morten Hedegaard kommer oprindeligt fra Brønderslev. Han har haft en fin karriere som ungdom- og elitespiller, og siden som tour-spiller på Ecco Tour, og han har også snuset til et endnu højere niveau. I dag er han pro-elev i Frederikssund Golfklub, og agter fortsat at spille turneringsgolf sideløbende med trænergerningen. Morten er netop blev kåret til årets elev.

 

”Marcus Brown spurgte mig, om jeg var interesseret i at tage en tørn i bestyrelsen, og det er jeg. Det er først og fremmest uddannelse af nye trænere og efteruddannelse, som jeg vil arbejde på at gøre endnu bedre end det er i dag,” siger han.

 

Jesper Kjeldsen kommer fra Herning. Han kom først sent i gang med at spille golf. For indtil han var 16 år gammel, var det fodbold, han levede og åndede for. Han spillede på udvalgt hold i Jylland og var en talentfuld spiller. En skade betød imidlertid, at han måtte erklæres fodboldinvalid og i stedet begyndte han at spille golf.

 

Han spillede sig ned i handicap 4, og valgte at søge ind på PGA's træneruddannelse. Han var lærling i Herning Golf Klub og blev senere assistent samme sted under Steve Smith, og da Smith rejste til Sjælland, fik Jesper jobbet som A-pro i klubben. Det job har han nu haft i fem år.

 

”Internt i PGA anses jeg nok for at være lidt af et 'brokhoved'. Jeg siger min mening, og jeg har sendt en del breve til bestyrelsen, når jeg synes, der har været ting, som ikke var som de skulle være. Det er nok derfor, at bestyrelsen bad mig om at tage en periode med bestyrelsesarbejde.

 

Jeg har senest haft ansvar for opstart af Erfa-grupperne i Nord- og Midtjylland, og oplevede at det var et problem, at få kollegerne til at dele deres erfaringer med hinanden. Det er min kæphest, at vi som PGA pro'er skal se hinanden mere som kolleger end som konkurrenter, og jeg vil blandt andet i bestyrelsen arbejde med ansættelseskontrakter, forhandling med klubberne og aflønning,” siger Jesper Kjeldsen.

Til toppenTil toppen

ALLE NYHEDER »