PGA-Proer klar til fornyelse


Dato: 28. juni 2013

PGA-Proer klar til fornyelse

 

Nye tider kræver nye kompetencer hos PGA-Proerne, men formanden advarer mod risikoen for discountløsninger

 

En træner er ikke længere bare en træner, der driver sin egen selvstændige forretning, underviser og sælger udstyr. I mange klubber er træneren blevet en integreret del af klubben og kan have rigtig mange forskellige kasketter både i forhold til eksempelvis markedsføring.


Som et friskt eksempel stopper man i Silkeborg Ry Golfklub samarbejdet med den mangeårige pro Ian Appleyard ved årsskiftet for i stedet at ansætte to-tre trænere på funktionærvilkår samt muligvis et par freelancere. Det er ét eksempel ud af mange på nye tanker omkring samarbejdet med PGA trænere.

 

- Der sker kæmpeændringer over hele landet. Man kan mærke, at der bliver stillet nye krav, og det handler jo meget om økonomiske udfordringer.  Vores medlemmer er generelt meget forandringsvillige, og vi har stor succes med vores efteruddannelseskurser. Der er en velvilje til at blive bedre uddannede, siger formand for PGA of Denmark Alvah Routledge til Golf.dk

 

Han fortæller blandt andet om et efteruddannelsesforløb tidligere på året i Himmerland, hvor 93 medlemmer deltog.

 

Her var det gennemgående tema for de tre dage meget aktuelt ”Outside the Box”.

 

Midt i den økonomiske bevidsthed, der er i alle golfklubber, så advarer Alvah Routledge dog mod en tendens blandt de mange medlemmer.
- Der er en fare for, at det hele bliver discount. Greenfee skal være billigt, medlemskabet må helst ikke koste så meget, og der er 16.000 flexmedlemmer, som jo på en måde underminerer arbejdet i klubberne. Folk shopper rundt og skifter ofte klub, hvis de kan få det billigere. Det giver udfordringer for det store arbejde, der foregår i klubberne, siger Alvah Routledge.

 

Han har været i gamet i mange år ikke blot som formand for PGA Denmark siden 1999, men i særdeleshed også i sit job som pro i Hjørring Golfklub. Han opfordrer klubberne til ikke at undervurdere betydningen af et have en stærk og selvstændig pro.

 

- At være pro er ikke bare et job, men på en måde også en livsstil. Der bliver arbejdet i mange timer, og for rigtig mange spillere er træneren jo ansigtet udadtil, og det er også ofte proen, som man møder i weekenden. Det kan være svært at få det til at passe ind i mere traditionel funktionæraftale, siger Alvah Routledge.

 

PGA of Denmark blev stiftet i 1971 og har i 2013 rundet 350 medlemmer.

 

Til toppenTil toppen

ALLE NYHEDER »