PGT konkurs
Dato: 17. december 2007
PGT konkurs
pressemeddelelse skrevet af Morten Buckhøj.
PGA’s formand Alvah Routledge bekræfter overfor GolfOnline.dk, at det PGA-ejede selskab Professionel Golf Tour (PGT) vil blive begæret konkurs.
Gennem de seneste uger har han og folkene bag Scanplan Tour forsøgt at redde det underskudsramte selskab, men i weekenden måtte man smide håndklædet i ringen. Årsagen er ifølge Alvah Routledge, at turneringens hovedsponsor Estatum Ejendomme (det tidligere Scanplan Ejendomme) ikke ville være med til en rekonstruktion.
”Der har været forhandler med tre forskellige grupper af investorer, som har været interesserede i at gennemføre en rekonstruktion, men det hele har været afhængigt af om Estatum ville være med. De har hele tiden været en fantastisk samarbejdspartner, men mente ikke, at de kunne være med længere,” siger Alvah Routledge.
Det samlede underskud i PGT er på ca. 2,5 mio. kr., hvoraf PGA selv har 600.000 kr. til gode og selskabet skylder spillerne 500.000 kr. i præmiepenge. De øvrige 1,4 mio. har forskellige eksterne leverandører til gode.
I forbindelse med konkursen, skal alle kreditorer gøre deres krav gældende overfor boets bestyrer, og er der penge tilbage i selskabet vil de kunne få en del af deres tilgodehavende.
Mellem jul og nytår mødes PGA og DGU for at løse eventuelle problemer omkring turneringsplanlægningen for 2008.
PGA afholder generalforsamling i uge 10, og det kommer formentlig ikke til at gå stille af. Alvah Routledge er parat til at trække sig som formand, men kun hvis medlemmerne kræver det.
”I vores budget er der taget forbehold for et tab i forbindelse med PGT, og vi sparer også penge til lønninger, så PGA har midler til at køre vores forretning videre. Men det er klart, at vi i den nærmeste fremtid skal koncentrere os om vores kerneområder, frem for at arrangere golfturneringer,” siger Alvah Routledge, der dybt beklager udviklingen på spillernes vegne.
”Vi gik ind i det her for at give spillerne mulighed for at spille turneringer. Sportsligt har det været en succes, og vi har fået spillere videre til Challenge Tour på grund af Scanplan Touren, men vi må desværre erkende, at det ikke har været muligt at få økonomien til hænge sammen,” siger Alvah Routledge.
Senere mandag udsender PGA en pressemeddelelse, og vi forsøger også at indhente kommentarer fra spillerne.
ALLE NYHEDER »
|