Robert Kristensen har både været golftræner og Elvis Presley-fortolker i 30 år
Af Jens Christensen
Det hører til sjældenhederne, at en golftræner arbejder 30 år i samme klub. I løbet af en mindre årrække bliver træneren og klubben som regel trætte af hinanden, men dét er Robert Kristensen og Himmerland Golf & Country Club i Gatten mellem Års og Løgstør aldrig blevet.
Derfor kan Robert Kristensen Skærtorsdag, den 1. april, fejre 30 års jubilæum - hvilket vil i øvrigt sige, at han har arbejdet som cheftræner i klubben lige så længe, som den har bestået. Såvidt vides, har ingen anden dansk golftræner præsteret dét før.
Så stærke er båndene mellem Robert Kristensen og Himmerland Golf & Country Club, at der i årevis ikke har eksisteret en kontakt mellem dem. Det er bare en selvfølge, at Robert Kristensen fortsætter år efter år.
I virkeligheden må det karakteriseres som et paradoks, at Robert Kristensen overhovedet blev himmerlænding, idet han voksede op i Hellerup og indtil sit 25. år troede, at han enten skulle være professionel golfstjerne eller rockstjerne med Nordsjælland som udgangspunkt. Men begge disse drømmescenarier blev ændret af en telefonopringning fra Flexplan-direktøren Jørgen Olsen. Han tilbød Robert Kristensen jobbet som den første cheftræner i den Flexplan-opførte og -ejede golf- og countryklub.
Paradisets Have
- Ærligt talt anede en Hellerup-dreng som jeg ikke, hvor Himmerland Golf & Country Club lå rent geografisk. Jeg troede faktisk, der var tale om et sted ude på den jyske vestkyst og var derfor skeptisk, da jeg omsider fandt ud af, at det i stedet lå »langt ude på landet.« Men da jeg besigtigede det imponerende golfanlæg, Nordeuropas største på dét tidspunkt, kunne jeg straks se fremtidsmulighederne i det. Derfor blev det, til min egen overraskelse, nærmest kærlighed ved første blik. Til gengæld varede det længe, inden jeg forstod ret meget af den lokale dialekt!
Ja, så glad blev Robert Kristensen for livet i Himmerland, at han ret hurtigt forfattede sin egen sang om stedet, »Himmerland - Paradisets Have« - som har siden har sunget i Green Bar« et hav af gange ved fester for klubbens medlemmer eller ved afslutningsfester for efterhånden tusinder kursister, der har frekventeret hans populære golfkurser.
Det er imitldertid som en kopi af Elvis Presley, at Robert Kristensen har høstet sine største bifald og fleste fans. Som regel er der ikke et øje tørt, når han - i glamourøst Elvis-antræk og med vuggende hofter - giver glansnummeret »Blue Suede Shoes.«
Golfen sejrede
- Jeg blev aldrig rockstjerne, fordi min far - (Henning »Sprinter« Kristensen, red.) - var golftræner (i Københavns Golf Klub, red.). Han gav mig en golfkølle i hænderne, allerede da jeg var tre år. Golfspillet fascinerede mig meget, efterhånden som jeg blev ældre, men dét gjorde rockmusikken også - med Elvis Presley som mit store idol. I skoletiden sang jeg f.eks. i et band med masser af Elvis-melodier på repertoiret. Alligevel blev det golfen, der sejrede, da jeg som 18-årig var nødt til at vælge én fremtidig levevej. Min drøm var at blive professionel spiller og deltage i World Cup, som min far gjorde stort set hvert år.
De fleste professionelle spillere på den tid, i 1970'erne, havde en 3-årig træneruddannelse som baggrund. Derfor tog Robert Kristensen også en sådan i en golfklub udenfor London og vendte hjem til Danmark som uddannet PGA-pro i 1976, som 21-årig. Dengang var sponsorer et ukendt begreb i den danske golfverden. Derfor kiksede f.eks. et forsøg på at blive playing-pro i USA for Robert Kristensen, så han i stedet måtte tjene til livets ophold som hjælpetræner hos sin far og i flere andre klubber omkring København. Dét gjorde han, indtil opringningen med cheftræner-tilbuddet kom fra»Flexplan-Olsen.«
Legendarisk duo
- Jeg har aldrig fortrudt, at jeg sagde ja til dette job. Dels fordi jeg primært underviser glade, ferierende golfspillere, og dels fordi jeg samtidig kan pleje min anden store lidenskab, musikken. Det er faktisk sådant, at jeg synger mig glad, hvis jeg er sur.
Gennem årene Robert Kristensen han faktisk oplært en række af sine assistenter til at synge duet med sig i »Green Bar,« eksempelvis Jan Frej Pedersen, Børge Fransson, Mads Riis, Søren Rolner og Howard Barton. Ikke mindst var Robert Kristensens mangeårige samarbejde med spasmageren Howard Barton legendarisk og udmøntede sig i tre cd'er sammen med husorkestret i Himmerland, The Riffkicks. Derudover har Robert Kristensen solo udgivet en musikskive.
Selvom Robert Kristensen er mest kendt for sine Elvis Presley-hits, begejstrer han også med irske og skotske folkesange som »Molly Malone« og »Loch Lomond.« Han har bl.a. sunget duet med den irske folkesangerlegende Johnny Logan på hjemmebanen »Green Bar.« Større kunne det ikke blive for Robert Kristensen - medmindre Elvis Presley havde levet endnu og var kommet til Himmerland.
Bramfrit sprogbrug
»Bobby The Pro« lyder Robert Kristensens tilnavn, og dét hentyder både til musikken og golfen. Som golftræner er han nemlige lige så populær, som han er som sanger. Stort set alle kan lide hans bramfrie form for golfundervisning: - Min far underviste sine golfelever i højrøstet billedsprog med et glimt i øjet, og jeg har simpelt kopieret hans letforståelige metoder. Især skal undervisningen ikke være for teknisk for folk, der begynder at spille golf i en sen alder. »Strit bagud med røven og stik bolden et golfsving,« lyder min kontante parole. Men dét sprogbrug måtte jeg modificere, da jeg skulle undervise Dronning Ingrid på et tidspunkt, hvor hun opholdt sig i kongehusets sommerhus i Trend. I stedet bad jeg pænt majestæten om »at sætte sædet tilbage«, inden hun startede sit golfsving...
Himmerland Golf & Country Club markerer Robert Kristensens 30 års jubilæum med en reception på selve dagen, 1. april. Det vil næppe være et forkert gæt, at den lokale Elvis Presley benytter lejligheden til at give et nummer.
|
|

Robert Kristensen tager kegler, når han optræder som Elvis Presley i »Green Bar.«

Tusinder af glade golfspillere er gennem 30 år blevet undervist af »Bobby The Pro.«
Download:
Bobby 30 år i Himmerland
.pdf (68.5 KB)
|