ALFABETISK INDEKS  |  SITEMAP  |  PRINT VERSION  |  KONTAKT PGA
PGA - Professional Golfers Association Denmark

Du er her: Forside PGA of Denmark PGA nyt


Struer Golfklubs første PGA-pro


Dato: 5. december 2011


Nyansat træner skal udbygge både trænings- og klubhusmiljøet

Det er ikke mere en selvfølge, at danske golfklubber tilbyder sine nye medlemmer undervisning af en PGA-pro. Mindst en snes klubber lader, af sparehensyn, et rutineret medlem eller en habil spiller undervise i kravene til golfkørekortet - det grønne kort - og disse »ufaglærte« undervisere bestemmer også, hvornår den enkelte begynder er god nok til at opnå banetilladelse - uden at aflægge nogen prøve.

 

Enkelte klubber har i årevis haft trænere uden en PGA-uddannelse, men disse trænere har alligevel forlangt, at eleverne skulle aflægge den adgangsprøve, som kræves i PGA-regi. Sådan er det ikke mere, fordi Dansk Golf Union tidligere på året, nærmere betegnet i august, meddelte, at det fremover var klubberne, der udstedte golfkørekortet - ikke PGA-proen. Den markante holdingsændring skyldtes, at golfforbundet i Holland tabte en retssag til en organisation af ikke-uddannede proer. Hollandsk PGA blev simpelthen frataget eneretten til at uddanne nye golfspillere. »Så længe der stilles objektive krav til, hvad en golfspiller kan kunne for at få udstedt et golfkørekort, kan man ikke udelukke andre fra at give denne godkendelse,« lød rettens dom. DGU vurderede, at retsgrundlaget ville være det samme, såfremt en lignende sag skulle opstå i Danmark. EU-lovgivningen ville simpelthen kræve, at Danmark rettede ind efter den hollandske afgørelse.

 

Markant ansættelse

Men trods de nye tider findes også golfklubber, der fravælger de ikke-uddannede trænere og ansætter en PGA-pro. Dét gælder f.eks. i Struer Golfklub, og det er en markant ansættelse, idet klubben ellers kun har haft ikke-uddannede træneren, siden den blev stiftet i 1993. Helt nøjagtigt starter PGA-proen Michael Pallisgaard Pedersen i Struer Golfklub den 1. april 2012, i første omgang på fuld tid fire dage om ugen, mens han de andre to ugedage virker i Tullamore Golf Club i Ikast.

- Vi var ikke utilfredse med vores tidligere, ikke-uddannede træner, men følte bare, at tiden var inde til at skifte til en PGA-pro i håb om, at han kunne udbygge både vores trænings- og klubhusmiljø, fortæller Struer Golfklubs forretningsfører, Jette G. Christensen. Det er bl.a. meningen, at Michael Pallisgaard Pedersen skal gå til hånde i klubhusets sekretariat, café og proshop, når han ikke underviser på træningsbanen. Proshoppen drives af Sportmaster, Struer, men er oftest bemandet med en elev uden større ekspertviden om f.eks. køller og clubfitting.

 

Håb om påskønnelse

Michael Pallisgaard Pedersen blev valgt som klubbens første PGA-pro blandt 11 ansøgere, og han glæder sig meget til den 1. april, fordi han bogstaveligt talt vender hjem: - Jeg stammer fra Vinderup 24 kilometer fra Struer og spillede 10 år i Struer Golfklub, inden jeg begyndte som PGA-elev i Viborg Golfklub. Her arbejdede jeg to år som udlært, inden jeg sidste år blev selvstændig i tre forskellige klubber pr. uge, Storådalen, Tullamore og Tollundgaard. Jeg kender naturligvis mange af medlemmerne i Struer og håber, at min 3-årige PGA-uddannelse kan føre til, at både gamle og nye medlemmer vil tage så mange lektioner hos mig, at jeg kan droppe de to ugentlige dage i Tullamore Golfklub. Der findes kun få sportsgrene i Danmark, hvor amatørspillere har mulighed for at blive trænet af en professionel træner. Dét bliver forhåbentlig også påskønnet i Struer Golfklub, slutter hjemvendte Michael Pallisgaard Pedersen.

 

En kendt ansigt, Michael Pallisgaard Pedersen, er vendt hjem til Struer Golfklub - som klubbens første PGA-pro.

 


Til toppenTil toppen

ALLE NYHEDER »