Tag hele familien med til Stjernegolf og se stjernerne dyste


Dato: 17. juni 2013

Der er lagt op til en hyggelig eftermiddag for hele familien, når alt fra skuespillere til sportsstjerner dyster ved Stjernegolf på Royal Golf Center lørdag den 22. juni. Formålet er at samle penge ind til KidsAid Danmark, der støtter syge og svage børn i Danmark der har særlige udfordringer, men du kan også være med.

 

Der er nemlig gratis adgang til arrangementet, hvor blandt andet stjerner som Peter Schmeichel, Lars Christiansen, Carsten Bang, Bubber, Tomas Villum m. fl. skal vise, hvad de kan på en golfbane.

 

KidsAid er en dansk velgørenhedsfond, der samler penge ind til syge og svage børn i Danmark. Gennem forskellige velgørenhedsarrangementer har KidsAid de sidste 10 år samlet penge ind med det formål at gøre børnenes hverdag lidt sjovere. Senest er der doneret penge til hospitalsklovne på Tjørringhus ved Herning og til børneafdelingerne i Viborg, Odense og Rigshospitalet. Tanken er at gode oplevelser og smil kan være med til at gøre en svær periode for et barn og dets familie lidt lettere.

 

Søren Bach er initiativtager til KidsAid, der gennem events som Stjernegolf samler penge ind til fordel for syge børn i Danmark. Til trods for en travl hverdag som filialdirektør i Ringkøbing Landbobank, og tre små piger derhjemme, er det Søren Bach, der er tovholder bag KidsAid’s mange projekter.

 

”Da idéen til en velgørenhedsgolfturnering begyndte at tage form tilbage i år 2000, var jeg lige blevet far. Det var derfor naturligt for mig, at pengene skulle gå til at støtte syge børn i Danmark. Det er fantastisk, at der år efter år er så stor opbakning til vores arrangementer. Jeg er taknemmelig over, hvor mange der hvert år stiller op i den gode sags tjeneste. Hvad enten det er Stjernegolf eller auktion, så får vi altid super god respons fra de mange kendisser, der deltager i arrangementerne. Det varmer.”    

 

For at KidsAid har mulighed for at give støtte til endnu flere oplevelser, er stærke partnere en nødvendighed. En bred skare af virksomheder, frivillige og kendte personer har derfor igen i år valgt at støtte op om arrangementet i den gode sags tjeneste. Dette sætter KidsAid utrolig stor pris på.

 

Hvis du kunne tænke dig at opleve det unikke arrangement, hvor kendte i alle afstøbninger hjælper til med at skaffe midler til flere gode oplevelser for børn, der har brug for det, er du meget velkommen. Stjernegolf afvikles på Royal Golf Center, Center Boulevard 4, 2300 København S, lørdag den 22. juni fra kl. 13-18 og der er gratis adgang.

 

For yderligere oplysninger kontakt:

Steffen To-Dinh
Sekretariatsleder
Telefon: 2810 6224
Email: st@kidsaid.dk

Til toppenTil toppen

ALLE NYHEDER »