TINNING I SPIDSEN FOR JUNIOR SOLHEIM CUP-HOLDET I 2015


Dato: 4. september 2014

Iben Tinning, damelandstræner i Dansk Golf Union, blev i dag udnævnt som kaptajn for det Junior Solheim Cup-hold, som skal møde USA i 2015. Iben Tinning glæder sig til udfordringen og ser frem til at arbejde med juniorgolfsporten på et endnu højere plan.

- Jeg er så glad og stolt over at komme til at arbejde med så talentfulde unge piger, og jeg håber, at min egen golferfaring og trænererfaring kan gøre pigerne og holdet endnu bedre. Jeg har en stor passion for golfsporten og for juniorgolf, og jeg ser frem til en fantastisk turnering, som ikke kan afvikles et bedre sted end på St. Leon Rot, fortæller en glad Iben Tinning.

Dansk Golf Union ønsker Iben Tinning tillykke med udnævnelsen og ser frem til, at en dansk kaptajn står i spidsen for verdens kommende kvindelige golfstjerner.

- Fra hele Dansk Golf Union skal lyde et stort tillykke til Iben Tinning, som virkelig fortjener denne fornemme cadeau. Når det kommer til Junior Solheim Cup, så har Danmark flere gange stillet med spillere til holdet. Senest  i 2013 havde vi Emily Kristine Pedersen med på det europæiske hold. Tilbage i 2007 havde vi, med udtagelsen af Charlotte Kring Lorentzen og Sara Monberg, hele to danske piger med.  Solheim Cup er en stor oplevelse og god læring for spillerne, så vi vil prioritere at sende vores bedste piger til udtagelsesturneringerne og forhåbentlig sikre direkte kvalifikation til én eller to danske spillere. Og hvis det lige nøjagtig skulle glippe, så kan det jo være, at den danske kaptajn kan lægge et godt ord ind til et muligt wildcard, udtaler Claus Mølholm, eliteansvarlig i Dansk Golf Union.

 

Læs mere på http://www.ladieseuropeantour.com/main_article.php?id=68808&pid=1001



For yderligere informationer

Claus Mølholm, eliteansvarlig DGU, cml@dgu.org, +45 28 89 51 39
Mikkel Nielsen, presseansvarlig DGU, mhe@dgu.org, +45 22 55 89 73

Til toppenTil toppen

ALLE NYHEDER »