VM-sølv til de danske golfherrer
Dato: 1. november 2010
I disse minutter fejrer de danske golfherrer VM-sølv i Argentina efter en dramatisk VM-turnering med vanskelige vejrforhold, flere tordenafbrydelser og en intens og spændende afslutning.
VM-sølvet er det første i dansk golfs historie og sætter et fornemt punktum på en sand jubelsæson for dansk amatørgolf.
Lucas Bjerregaard, Morten Ørum Madsen, Joachim B. Hansen og kaptajn Torben Nyhuus foran leaderboardet i Argentina.
Det danske VM-hold bestående af: Joachim B. Hansen, Hillerød, Morten Ørum Madsen, Silkeborg, og Lucas Bjerregaard, Frederikshavn, hentede VM-sølvet hjem over tre runder (54 huller) med en samlet score på 427 slag. VM-turneringen var præget af dårligt vejr og flere lange tordenafbrydelser, hvorfor de helt lave scores udeblev, og turneringen måtte reduceres fra fire til tre runder undervejs.
- Spillerne tacklede afbrydelserne fint, de var gode til at koble ned og kom hurtigt ind i deres spillerytme igen. Det er selvfølgelig trælst, at turneringen blev kortet af midt i det hele, det lagde et ekstra præstationspres på spillerne, men også det tacklede de hammergodt, fortæller landstræner Thomas Kiel Larsson.
De vanskelige forhold stoppede ikke danskerne, der lå nummer tre efter første runde og spillede sig op på andenpladsen kun et slag efter de førende fra Frankrig efter anden runde. På finaledagen bølgede spillet frem og tilbage. Danmark og Frankrig skiftedes til at føre, mens USA på tredjepladsen spillede sig tættere og tættere på de to førende hold. Med tre huller tilbage for alle spillere lå Frankrig nummer et i -5, Danmark nummer to i -4 og USA nummer tre i -3. Herefter lavede franskmændene endnu et par birdies, mens danskerne lavede bogeys, og det endte med at give Frankrig sejren med fire slag, mens Danmark lige nøjagtig holdt USA bag sig.
- Der skal nok lige gå en time, før vi begynder at fejre sølvet. Lige nu føles det selvfølgelig lidt tamt, fordi vi var så tæt på guldet undervejs, men resultatet er jo fantastisk, ja faktisk usandsynligt godt, og det er det største, jeg har oplevet som landstræner, siger Thomas Kiel Larsson.
I tillæg til VM-sølvet vandt Joachim B. Hansen det uofficielle individuelle verdensmesterskab ved at blive turneringens bedste spiller med en samlet score på 209 slag, tre slag foran nummer to Alexander Levy fra Frankrig.
- Jeg er superglad, det er kæmpestort for mig, at jeg kan afslutte min amatørkarriere med at kalde mig verdens bedste, siger Joachim B. Hansen, der turner professionel efter VM-turneringen.
Landstræner Thomas Kiel Larsson giver Joachim B. Hansen en stor del af æren for den danske succes.
- Joachim har spillet helt fantastisk, det er klart hans fortjeneste, at vi vandt sølv. De to andre fulgte godt op, og selv om de ikke ramte deres topniveau under turneringen, så kæmpede de bravt og præsterede fornuftigt, så det kunne ses på holdscoren, siger landstræner Thomas Kiel Larsson.
Med til VM i Argentina var også Dansk Golf Unions direktør Morten Backhausen, der ikke tøver med at kalde VM-sølvet for den største danske holdpræstation nogensinde inden for golfsporten.
- Det er det største danske amatørgolf resultat for hold nogensinde, og det er kronen på værket på en fantastisk sæson for Dansk Golf Unions spillere.
Vi foretog et strategiskifte for fem år siden, hvor vi valgte at satse på langsigtede udviklingsplaner for hver enkelt spiller, og det er det, der i den grad har givet pote i år. Det er et drømmescenarium, der er gået i opfyldelse, og det er et stort skulderklap til alle, der har bakket op omkring vores elitearbejde, siger Morten Backhausen.
2010 har været en lang række af jubelpræstationer for Dansk Golf Unions spillere, der udover VM-sølv tæller EM-guld til Lucas Bjerregaard, EM-sølv til Line Vedel Hansen, EM-bronze til drengelandsholdet og Andreas Hartøs sejre på Challenge Touren - først som amatør og en måned senere som nyslået professionel golfspiller.
ALLE NYHEDER »
|