Værdier


Personligheden eller arketypen Helten, er hermed den gennemgående røde tråd i vores organisation og kultur.

For at specificere, hvad der adskiller os fra andre organisationer, har vi samlet vores personlighed i 3 nøgleord, som herefter bliver vores organisations værdisæt. Vores værdier er ensbetydende med de kerneegenskaber, som vi ønsker at leve efter, eller måden vi lever på. Når omverden beskriver os, skal disse egenskaber være de første, der associeres med PGA of Denmark.

UDFORDRENDE

Som forening og som individuelt medlem af PGA of Denmark, vil vi konstant være udfordrende. Vi vil ikke udfordre for udfordringens skyld, men for hele tiden at tilstræbe de bedste resultater. Golf er et spil med mange facetter, og ikke to sving er ens. Vores udfordring er at lede alle til det optimale træf og resultat – uanset svingets oprindelse. Derfor vil vi konstant udfordre os selv til at nytænke indlæringsteknikker, tekniske hjælpemidler etc. Tilsvarende er vi selvkritiske og udfordrer konstant vores eget uddannelsesforløb på pro’skolen for at uddanne kommende pro’er bedst muligt.

MOTIVERENDE

At nå sit fulde potentiale kræver hårdt arbejde i mange år. Alle kan og vil opleve perioder, hvor udviklingen udebliver, i nogle tilfælde endda decideret tilbagegang. Inden for PGA of Denmark arbejder vi med motivation på mange områder, men der er to overordnede fokuspunkter. Det ene er, at der altid defineres mål og delmål. Ved at sætte mål skaber vi også en bevidsthed, og kun ved bevidsthed kan du generere selvtilfredshed og yderligere motivation til at definere nye mål. Det andet fokuspunkt er at skabe bevidsthed omkring ”glæden” ved at spille golf. Herunder også pragtfulde naturoplevelser og alle de gange, hvor du rammer bolden perfekt under en runde. Alle kan og vil lave fejl, men de må ikke overskygge glæden ved de positive oplevelser. Vores mantra skal være, at lysten til succes er større end frygten for at fejle. For vores intensive uddannelse vil vi tilsvarende tilstræbe at motivere vores elever på et absolut maksimalt niveau.

PASSIONERET

At være medlem af PGA of Denmark er ikke et arbejde eller en beskæftigelse – det er en måde at leve på. Uanset om det er strålende sol eller stiv blæst og regn, står vi der hver dag. Vi er stolte af vores uddannelse og glæder os til at mangfoldiggøre dens indhold. Vi får udløst en indre og oprigtig glæde, når vi skaber begejstring for andre mennesker.