Hensigten med disse sider er, at give et indtryk af hvad det vil sige at være golftræner. Hvilke faglige færdigheder man skal tilegne sig, hvordan arbejdsdagene og årets gang ser ud, hvilke ansættelsesforhold man kan se frem til osv. Og hvordan man bliver golftræner. Det sidste først:
Krav for at blive optaget på uddannelsen
For at blive golftræner skal du indgå en elevkontrakt med en PGA klubtræner (cheftræner). Men inden du kan gøre det, skal du honorere følgende krav:
- Du skal være fyldt 18 år ved kontraktens ikrafttræden
- Du skal have bestået studentereksamen, HF, HHX, STX eller lignende
- Du skal have bestået Grund Træner Uddannelsen. (Find link herom forneden)
- Du skal have DGU-registreret hcp: Mænd max. 4,0, kvinder max. 6,0
- Du skal inden du starter som Pro-elev opgive sin amatørstatus
- Endvidere er der krav vedr. PGAs Playing Ability Test (PAT). Se link nederst på siden.
Prisen for uddannelsen / lønnen som elev Du skal selv betale for uddannelsen. Kursusopholdet på skolen koster pr. år kr. 22.500,-. Derudover skal du afholde udgifter til bøger, studietur, ophold og mad på skolen. Minimumslønnen for Pro-elever pr. 1. januar 2010 er 150.000 kr. om året i tre år.
Hvordan finder man læreplads? Du kan tale med chef-træneren i sin egen klub om denne har plads til en elev, eller om han/hun kender nogen der har. Eller du kan annoncere efter læreplads på PGAs hjemmeside.
Når du kan honorere ovenstående krav, kan du optages på golftræneruddannelsen.
Uddannelsen
Uddannelsen består dels af tre sæsoner som elev hos en PGA klubtræner, der lærer dig om bl.a. undervisning, reparation og shopdrift, dels af to vintre med skoleophold på Idrætsskolerne i Ikast, hvor du modtager undervisning i så forskellige ting som boldflugtslovene, elektroniske hjælpemidler, psykologi, pædagogik, coaching, træningsprincipper, anatomi, fysiologi, biomekanik og selvfølgelig træning af alle slags spillere. Elev- og skoleforløb afsluttes med test, eksaminer og skriftlige opgaver.
Elevplads hos chef-træner
Elevplads kan startes hvert år den 1. april. Kontrakt skal være indgået mellem 1. marts og 1. april og godkendt af PGA.
Skoleophold Skoleopholdende ligger fra november til medio februar, og der starter nye hold i november i lige år (næste gang 2010). Man kan således have enten en eller to sæsoner i praktik før skolestart. Det forventes, at man bor på skolen under studieperioden, hvor man indkvarteres på topersoners værelser (hvis der er værelser til rådighed, kan der tilkøbes enkelt-værelse). Der er op til 30 pladser pr. hold.
Efter afsluttet uddannelse kan du søge job som PGA træner i hele Europa, da uddannelsen er godkendt af PGAs of Europe. Normalt vil man i de første år fungere som assistent for en chef-træner i en klub med flere trænere.
Livet som elev
Som elev skal du sammen med din cheftræner fra starten af læretiden tilrettelægge faste retningslinjer for, hvordan det daglige arbejde foregår. Det skal beskrives, hvilke forventninger der stilles fra hver part og der skal udarbejdes en jobbeskrivelse, hvoraf arbejdstid, ferie og frihed til at træne, spille og udvikle egne teorier fremgår. Cheftræneren har pligt til at give pro-eleven de bedste muligheder og støtte pro-eleven i uddannelsesforløbet. Pro-eleven skal på sin side være pligtopfyldende og passe de mange alsidige opgaver, der kræves til varetagelse af stillingen som pro-elev.
Der kan aftales en arbejdsuge på maksimalt 48 timer. Grundlønnen skal minimum være på kr. 12.500,- pr. måned, og udbetales i alle årets 12 måneder. PGA opfordrer til, at der minimum afvikles 10 dages ferie i sæsonen.
Livet som golftræner
Der har generelt været nogenlunde jobsikkerhed for golftrænere, men du skal være forberedt på, at du kan blive nødt til at flytte rundt i landet eller acceptere at jobbet ligger langt fra din bolig. Opgaverne som træner er i de fleste klubber meget forskellige fra sommer til vinter. Om sommeren vil der typisk være lange arbejdsdage, få fridage og meget lidt ferie. Om vinteren til træning nogen steder fortsætte indendørs, men mange steder vil du kunne have lange perioder hvor du fx kan tage andre opgaver og videreuddanne dig. |