Mindeord om Per Greve


Dato: 2. august 2022

Mindeord om Per Greve

Medstifter af DPGA, det nuværende PGA of Denmark Per Greve er afgået ved døden efter længere tids sygdom.

Per Greve har gennem sit virke som spiller og træner sat et stort aftryk på dansk golf. Som så mange andre af datidens koryfæer startede han som caddy og blev bidt af sporten.

Han var som junior med til at vinde europamesterskabet for hold i 1966. Senere opnåede han at repræsentere Danmark 10 gange ved World Cup.

Per Greve startede sin trænerkarriere med at være i lære i Københavns Golfklub under Henning Sprinter. Da han som 21-årig i 1968 fik tilbudt jobbet som cheftræner i Helsingør sprang han til. Gennem de næste mange år, satte han og hustruen Anne et stort aftryk på Helsingør Golf Club. Efter 23 år flyttede ægteparret til Århus, hvor Per blev Cheftræner i Århus. Trænergerningen sluttede med 10 år på Samsø, en ø som Per og Anne forelskede sig fuldstændigt i, og som de er blevet boende på også efter at Per Greve stoppede som træner i 2003.

Gennem sine år som træner har Per Greve trænet alle niveauer af golfspillere. Imponerende er det, at 33 af de drenge Per Greve har undervist, endte med at blive professionelle golfspillere.

Per Greve efterlader sig hustruen Anne og børnene Robert og Kenneth. Han blev efter eget ønske begravet på kirkegården i Besser, hvorfra der er udsigt til hans elskede golfbane.

Æret være hans minde.

Til toppenTil toppen

ALLE NYHEDER »